Læderfix er altid parat til udfordringer. For nogen tid siden blev jeg stillet en lidt speciel opgave: en støttesele til et handicappet barn som havde behov for ekstra stabilitet i autostolen. Selen skulle støtte og fastholde barnet og forhindre fremfald, men samtidig var det et krav at der skulle være mulighed for ændringer i siddestillingen, så en vis fleksibilitet måtte tænkes ind i selens opbygning.
Selen blev lavet i blødt læder med indvendigt fyld af skumgummi, så den var rar at have på. Det skal selvfølgelig understreges at selen kun er til støtte for barnet og ikke har indflydelse på den sikkerhed som bilens sele giver under kørsel.